Nye eventyr

Når man er på rejse kan vejene og tilfældighederne tage én adskillige spændende steder hen...
Fredag aften var en af dem som tog en uventet drejning. I stedet for, efter planen, at tage os til sydøsttyskland på besøg hos Linas veninde, tog den grønne Nissan os mod Tjekkiet, nærmere bestemt en lille by ved navn Litomerice, 3 km fra Teresienstadt, 60 km nord for Prag. Det tyske besøg blev i sidste øjeblik aflyst og en målrettet tur på motorvejen blev pludselig til uvished omkring aftenens og nattens forløb. En tysk rasteplads og et par sms'er og opkald til diverse kontakter senere bragte dog glæde og forventningsfuldhed i den lille grønne bil. Nicolas' en af mine venner fra ROD kunne nemlig stille os videre til hans tjekkiske ven Daniel som med åbne arme tog imod os kl. 01.30 igår nat. Et gammelt fantastisk hus fra 1600-tallet, drejelirer, bjergluft og historiens tunge vingesus danner nu rammerne de næste par dage.

Folkemusikmissionærer?

Berlin har efterladt mange indtryk, men det der presser sig på i fingerspidserne er vores oplevelse af gademusikanteriet.

Berlins gader viste sig at tage varmt imod de nordiske toner. Både fra powerkvartetten med Sofia og Nicolaj men også med den halverede version, Lina og Louise. Vi var lidt spændte på hvordan vores musik ville klare sig i den kulturelt stærke storby, hvor musiklivet er i fuldt flor og gaderne i forvejen er spækket med tilbud til de forbipasserende. Med en vis portion ydmyghed bød vi altså ind til folkemusik på Admiralbrücke. 3 gange blev det til. Det var oplevelser som gjorde stort indtryk på os alle, da folkemusikken viste sig at gøre en forskel vi ikke havde regnet med at opleve. I løbet af de dage vi har spillet er 5-6 violinister, eller mødre til violinister, som alle spiller klassisk, kommet hen og udtrykt deres begejstring og inspiration. Fælles for dem alle var, den historie Lina og Jeg selv kender så godt, at de har gået til klassisk undervisning altid,  og er blevet lidt trætte af at spille. De ville ønske de havde fået chancen for at spille folkemusik og at vores musik måske kunne give dem nyt blod på tanden. Tænk, hvor rørende det er, at kunne inspirere en forbipasserende med den musik man holder mest af at spille. Og så bare en tilfældig dag på gaden i Berlin. En sidegevinst vi ikke havde overvejet inden vi stillede os op med den tomme violinkasse foran fødderne. Inden man ser sig om kan man måske blive folkemusikmissionær... :)

/Louise