Så er vi kommet til Ungarn

Det er søndag... Der dufter af pandekager, der er brød til hævning og luften er fuld af swing og ungarske violiner. Vi sidder i køkkenet alá Wamberg på Peterdy utca, midt i Budapest og nyder en weekendstund når den er bedst.

Fredag nat kl. 02.00 ankom vi til byen efter at have været på vejene i næsten 11 timer.  Turen fra Tjekkiet førte os igennem flere sprog og møntfødder inden ankomst, så forvirringen var stor da vi ankom til Ungarn, efter i Tjekkiet at have haft 'corona' mellem hænderne, i Slovakiet 'euro', og så i Ungarn, 'forint'. Det er en stor del af charmen ved at rejse ned igennem disse lande, at ikke alle har euro, så man får sin hjerne på prøve ved de forskellige vekselkurser.

Ankomsten til Budapest, fredag nat, var mere forvirrende end forventet, og vi fik set byen fra flere forskellige retninger og vinkler inden vi endelig fandt Nicolaj, som kom gående og fandt os på et gadehjørne. Vi gik i seng, trætte, med varm hyldeblomstsaft i maven og sov ganske længe mens Nicolaj tog til ungarsk-undervisning.

Nicolaj har kun boet byen i ca. halvanden uge, men har allerede fundet frem til mange af byens fantastiske tilbud - blandt andet 'kontaktimpro', som han inviterede os med til fredag aften. Vi gik til stedet, som Nicolaj ikke havde set før og fik os en meget glædelig overraskelse, da det viste sig at være en stor baggård med bar, cafeborde, udendørs biografstole og berlinerlignende grafitti-kunst på murene og en helt utrolig skøn atmosfære. Kontaktimpro-holdet bestod af ca 15 mennesker, alle ungarere, som kendte hinanden og så os, Lina, Nicolaj og Jeg. Man kunne udfolde sig i improvisationens tegn både med dans, med musikinstrumenter af mange slags og tegning på store stykker papir på væggene. Det blev 2,5 time i kroppens tegn, en oplevelse som fæstnede et stort smil på os alle resten af aftenen. Det var mit første officielle møde med kontaktimprovisationen, og det var virkelig en stor oplevelse. Det er utrolig fascinerende at komme så tæt på mennesker man overhovedet ikke kender. Og så i et land hvor man ikke kan kommunikere så godt med folk sprogligt - da bliver den kropslige kommunikation, det fysiske møde desto stærkere. Efter 'jam'en', som det kaldes, slog vi os ned i baggården og havde en herlig lun aften, med dejlige mennesker og gin/tonic til uhyrligt billige priser...

Lørdag blev endnu en dag hvor vi nød sovningen, til et godt stykke op af formiddagen. Efter en dejlig afslappende start på dagen begav vi os ud i den grønne Nissan, ud til en lille by en stykke udenfor Budapest, kaldet noget med 'Pillisa'-et-eller-andet. Vi startede med at spise en varm frokost på den lokale restaurant, bestående af en sand østeuropæisk klassiker - indbagt/paneret kylling eller kalkun med ost og skinke indeni. Dertil pomfritter OG ris, og lidt sauerkraut på en salatblad. Det var faktisk ganske godt, og vi forlod stedet med mætte og tilfredse maver. Nicolaj og jeg begav os nu ud på den planlagte gåtur rundt i området som skulle være på ca. 3 km. Lina blev i byen med en god bog, pga hovedpine som ikke passede så godt med bjergtur.

Gåturen, som vi forventede havde en tidsramme på ca. 1 time startede ganske uskyldigt, men tog efterhånden en uventet drejning. Vi gik og gik, og fulgte de grønne markeringer som skulle lede vejen igennem skoven. Tiden gik og pludseligt blev det mørkt - meget hurtigt. Vi kunne ikke forstå hvorfor vi ikke kom tilbage til startpunktet, og pludselig var vi havnet bag et stort hegn - med en vagthund, schæfer - på den forkerte side af hegnet vel og mærke. Nicolaj benyttede sig af den klassiske teknik - 'tal roligt til hunden og gå ikke i panik', mens jeg valgte den mere uovervejede stil og hoppede over hegnet med det samme. Der var en vagt, som kun talte ungarsk som via håndtegn fik forklaret os at vi altså var havnet 8 km væk fra den by hvor vi startede.... ! Lina sad og ventede på os og havde ingen tlf og på dette tidspunkt var der allerede gået længere tid end vi havde sagt det ville tage. Vi begyndte at gå lidt, af den sorte vej, for at se om vi kunne møde en hovedvej og en bil som ville tage os med. Men inden vi nåede så langt dukkede der pludselig et lys op... Langs åen hvor vi gik holdt en bil parkeret og bag den, i floden, var anlagt et termisk bad - ganske hemmeligt, og bælgmørkt. Der var et ungarsk midaldrende par som netop skulle til at dyppe sig i det varme vand, da vi kom forbi dem. Via håndtegn igen - da de hverken forstår engelsk eller tysk, fik vi forklaret vores situation, de forstod, og var så venlige at klæde sig på igen (de var helt nøgne!) og køre os til byen hvor bilen og Lina var. Da vi ankom til bilen var Lina der ikke... Vi ventede noget tid, med en forfriskning fra den lokale pub, og pludselig kommer Lina kørende, i en anden bil med en venlig mand ved sin side. Hun var blevet urolig for os, da vi var så forsinkede og at det var blevet mørkt, så hun fandt via pubben og en sød dame, frem til en engelsksproget mand, som boede i bjergene. Den eneste i byen stort set, som kunne engelsk, fordi han var lærer. Hun blev kørt dertil at den venlige dame og manden fandt kort og skoven frem og tilbød Lina en seng at sove i hvis ikke de ville finde os... Heldigvis kørte de igennem byen og forbi bilen hvor vi stod og ventede inden de kørte og ledte efter os, så vi genfandt hinanden. Et glædeligt gensyn efter lidt uvished og nervøsitet fra alle sider. Vi valgte at fejre det glædelige gensyn med at køre tilbage til det lille hemmelige termiske bad i floden, til vores to søde ungarske hjælpere. De bød os varmt velkommen og vi smed tøjet og hoppede i det glohede vand. Manden var nøgen og kvinden havde badetøj på, men da vi alle tre uden skrubler (man er vel skandinaver!) smed tøjet og hoppede i baljen gjorde damen også.. :) Det var en fantastisk oplevelse som afslutning på en vildfarelse i skoven. Vi følte os meget priveligerede at vi havde fundet dette skønne sted. Desuden var det en sjov oplevelse at forsøge at kommunikere med disse to mennesker, vis sprog man absolut ikke forstår noget af. De første par dage i Ungarn har været virkelig gode, vi nyder at rejse og opleve sammen, og lige nu at være her hos Nicolaj i en by der virker virkelig spædende.

Louise